Lørdag d. 30. maj 2020, Kl. 12:30 til kl. 13:30

Vi slutter koncertrækken af med en festlig og underholdende korkoncert!

BarbAros består af 35 mandlige korsangere i alderen 16 – 30 år fra det århusianske kormiljø. 

Interessen for barbershop er stor, men dette kor optager kun de bedste sangere for at kunne sikre koncerter i høj klasse. Koret har lige, for anden gang, deltaget i De Nordiske Mesterskaber i Barbershop i Sverige, og hev ved denne lejlighed bronzemedaljen med hjem til Danmark. 

Barbershop er en hidtil relativt ukendt genre i Danmark, og BarbAros er Århus’ første kor af slagsen. Ofte hører man barbershop i kvartetter, men ved at udvide til et helt kor med flere på hver stemme, kan man skabe en fantastisk lyd, som er helt særlig for barbershop. Alt synges udenad, og mange af numrene indeholder enkel, men effektiv koreografi, som gør, at en koncert med BarbAros ikke bare bliver en oplevelse for ørene, men også for øjnene. Repertoiret spænder vidt fra gamle kærlighedssange, over kendte danske schlagere til up-tempo hits, så her er der noget for enhver smag.

Efter koncerten bydes der på et glas på kirkepladsen.

God sommer!