Kirkens præster skriver af og til en klumme, eller en prædiken :-)

 

Prædiken/ Matthæusevangeliet 7,15-21

v/ Birgitte Haahr

Skal man virkelig blive 80?  Uden for kirken står et par tempeltræer. Måske tror man, det er forkølede ahorntræer. Det er det ikke. Det er tempeltræer, genkendelige på deres blade. I Aalborg har de også tempeltræer, som ellers er sjældne. De kom i avisen i 2014, da de pludselig bar frugt. Ingen havde hørt om, at tempeltræerne kunne bære frugt. Det kom som en stor overraskelse. Tempeltræerne uden for kirken har indtil videre ikke båret frugt, men det kan altså ske.  Det siges at have noget med alder at gøre. De skal være ganske gamle. Træerne i Aalborg blev plantet i 30´erne, så har de været 80 år, før de endelig bar frugt. Af det man kan lære, at det kan tage sin tid.  Frugter kan være længe undervejs. Nogle har også lettere med at bære frugt end andre. Men det kan ske!

Dragetræer og kanonkugletræer.  Hvis man googler underlige træer med underlige frugter kan man falde over en del ganske forbløffende. Jeg har gjort det. I en stille stund tænkte jeg, at det måtte være med træer som med mennesker, eller omvendt, og det er jeg sandt at sige ikke den første, der har tænkt! Selvom ingen tror det, kan vi bære frugt. Selvom vi måske heller ikke selv tror det, kan vi bære frugt. De kan komme uspået. De kan komme uventede og overraskende. De kan komme bag på os selv. Ude i den store verden findes Dragetræer. Dragetræer vokser ganske langsomt. Tænk tanken, at også et dragetræ kan bære en frugt! Ude i den store verden vokser kanonkugletræer. Kanonkugletræer vokser blandt andet på Hawaii og er ganske flotte. Tænk tanken, at kanonkugletræer kunne bære andre frugter end kanonkugler. Det ville være formidabelt og fantastisk. Det er det, vi opfordres til, at overraske os selv og andre med noget mere! Noget der kommer fra Gud og derfor er godt.

Hvad blev der af livets træ?  Det mest forbløffende træ i verden er måske livets træ i Paradisets Have.  Det er et poetisk træ og et religiøst træ og et kulturhistorisk træ. Hvilket træ det var rent botanisk, skal man nok lade være med at gætte på. Det var livets træ og det var det træ, vi mennesker skulle leve af. Sådan gik det ikke helt, det kan man læse i Bibelens allerførst del. Adam og Eva blev smidt ud af Paradisets have og mistede på den måde adgangen til livets træ. På underfuld vis, henover tusindevis af år, igen taler jeg poetisk og religiøst, fik vi igen adgang til livets træ nu som et korstræ, hvorpå der hang et menneske.  Et menneske som gav sig selv, og gav og gav. Vi har det som altertavle i rigtig mange kirker. Måske ser vi det ikke som livets træ fra Paradisets Have, men det kan man roligt gøre. Og frugten af det træ blev med en forsinkelse på tusindevis af år forsoning og fred.

Bjergprædiken.  På et tidspunkt trådte Jesus op på et bjerg. Det fik nogle til at tænke på Moses, og det var nok også meningen. Moses kom ned fra bjerget med lovens tavler, kendt som de ti bud, om hvad vi må og ikke må. Fra bjerget holdt Jesus sin bjergprædiken, en lang tale om hvordan vi skal leve vores liv. Talen blev en slags videreførelse af de ti bud. Det er sagt til de gamle… men jeg siger til jer. Så kom ordene om ikke kun at elske sin næste, men også at elske sin fjende, at bede fadervor og ikke bare lade munden løbe, som om vi bønhøres for vores mange ord. Det gør vi ikke, og vores himmelske far ved allerede, hvad vi trænger til, før vi siger noget. Jesus fortæller i sin bjergprædiken om bjælken i eget øje og plinten i næstens, og hvordan vi bør forholde os til vores egen bjælke i vores eget øje, før vi kaster os over splinten i vores næstes. Hvordan vi altid skal være forsigtige med at dømme hinanden. Alt det siges i Jesu store bjergprædiken. Den står i Matthæusevangeliet og fylder flere kapitler. Jesus fortæller, hvad det er, han gerne vil, at vi gør. Og det hele rundes af med træerne og frugterne, og hvordan vi må sørge for at have vores fundament i orden. Fundamentet er Kristus. Det er ham, der er grundvand og sol. Det er ham, der skal gøde og lirke og få noget bedre ud af os. Til glæde for verden og måske til glæde for os selv.

Amen

 

Prædiken/ Lukasevangeliet 5,1-11

v/ Birgitte Haahr

Janteloven. I Rom står Peters kirke, den gigantiske Peters kirke. Til kirken er paven knyttet, paven der bær disciplen Peters navn. Han bær Peters ring, den berømte fiskering. Ringen er magtfuld og samtidig en kærlig hilsen tilbage til den fattige fisker, som var analfabet og barfodet, måske ikke en gang ejede sin egen båd. I det protestantiske nord er Peter gennem tiden blevet mobbet en del i hvert fald af prædikanter. Han  er blevet omtalt som ikke noget særligt, ikke særlig talentfuld. Han udmærkede sig ikke på nogen måde, var ikke bedre end nogen af os. Han var parat til at svigte. Han var uforstående overfor meget, mest af alt forbløffende tungnem. Sådan var disciplen Peter. Og lige præcis ham valgte Gud. Når Hærskarers Herre kunne vælge Peter og kunne bruge ham, så kan han vel også vælge at bruge os andre. Hvem husker ikke billederne, da den daværende repræsentant for paveembedet for en del år siden besøgte Danmark og landede i Kastrup og en lille vind greb pavens røde kalot?  Det blev årets pressefoto, billedet af den lille røde kalot liggende helt uden pave, helt alene på asfalten. Det kaldte på skæve smil, vi vidste det jo godt, han var ingenting. Så kunne han lære det, fiskering eller ej. Han skulle ikke tro han var noget. Han var ikke noget særligt, sådan som vi andre så heller ikke var noget særligt. Men Peter blev noget særligt. Ligesom vi andre blev noget særligt. Alle som er kaldet til at være i Hærskarers Herres tjeneste er og bliver noget særligt.  Det ligger i bemyndigelsen.  Det ligger i dåben. Vi skal holde op med at tro, vi ikke er noget. Vi må gøre op med det, for Gud gør os til noget. Og han kan få ganske meget ud af lidt. Det er skaberkraft, at få meget ud af lidt.

Mødet med det hellige. I tirsdags var nogle af os på en tur til Sorø for at se ikoner, russiske ikoner. Det er karakteristisk for ikoner, at de stort set aldrig afbilder Vorherre selv. Der kan være billeder af alle mulige andre, også Kristus, men sjældent Vorherre selv. Det gør man ikke, det er ikke passende og alligevel findes et par stykker. Grundlæggende er der 3 motiver, hvor Gud Fader kan ses.  Alle 3 motiver var alle repræsenteret i Sorø. Gud vor Far som en del af treenigheden, et motiv kendt som den gammeltestamentelige treenighed. Her er Gud vor Far skildret som en engel. Et andet motiv hedder den nystestamentelige treenighed. Her er Gud skildret som en gammel mand med hvide klæder. Det mest sjældne og 3. motiv  hedder Paternitas. Her sidder Gud i sin tronstol med hvide klæder og stjernehimlen som sin krone Det er Hærskarers Herre, det er manden selv. Han som skaber og sætter verden i værk blot med et ord og råder over vældige kræfter. Det er ikke uden grund et billede det sjældent males. Der er noget skræmmende ved at komme så tæt på. Det kan også være farligt. Vi risikerer at få opgaver. Vi risikerer at få ansvar. Så længe han sidder i sin tronstol på god afstand, i sin 7 himmel, på så lang afstand at vi måske ikke en gang gør os billeder af ham, er det lettere at glemme, at han vil noget med os. Som da Jesus passede Simon op og gjorde ham til Peter og ville noget med ham. De sad i en båd ude på søen, en sø så stor som et hav, uregerligt og voldsomt. Jord kan man hegne ind, vand kan man ikke styre, medmindre man sidder med den store nøgle i hånden.  Det gjorde Jesus, og Peter måtte satse på ham, ligesom Jesus valgte at satse på Peter.  I en anden sekvens er det Peter, som må og skal gå på vandet. Det går ikke særlig godt. Han bliver nød til at tro på det. Kræfterne må komme fra Herren selv, som formår at gøre meget ud af lidt. Bliv lys og så blev der lys. Lidt ler og så var der et menneske. Der er så ganske farligt at være så tæt på store kræfter. Vi risikerer at blive involveret, sat i arbejde, blive engageret.

At være en velsignelse. I Bibelen kan man læse om underfulde ting. At Maria kan blive med barn uden at have været sammen med en mand. At Jesus kan stå op af graven efter at have været så død. At han kan gøre vand til vin, oven i købet rigtig god vin. Det er der mange andre, der ikke kan. Det, som sker med disciplene, er også underfuldt. Med dem sker der en forvandling. De forandres og gør ting, Gud kan genkende sig i. Der er noget Han må skrue lidt op for, ligesom der måske også er noget, han må skrue lidt ned for. Vrede f.eks. Det er ikke kun kærlighed og barmhjertighed, der med fordel kan skrues op for. Der er også en del, der med fordel kan skrues lidt ned for. Og så bliver det underfuldt, når Gud genkender sig selv i det, de eller vi gør. Det er leret i hænderne, endnu en gang. Det er livsånden, Guds eget åndedræt, der pustes ind endnu en gang. Tænk, at han kan bruge os. Og vil bruge os. Tænk en gang!

Amen.

Prædiken/ Lukasevangeliet 16, 19-31

v/ Birgitte Haahr

Hvem savner? Flere undersøgelser viser, at rigtig mange af os tror på en eller anden form for liv efter døden. Til forestillingen er  ikke sjældent koblet tanken om gensyn, altså tanken at vi efter vores egen død kan møde de, som er gået forud. Og så fortæller Lukas, Lukas som har skrevet Lukas evangeliet, og som er den socialt meget bevidste af vores 4 evangelister, at den første vi møder, slet ikke er den, vi selv har savnet allermest, men det menneske, vi glemte at tage hånd om.  Lukas fortæller om Lazarus, der lå ved porten fuld af sår og kun ønskede at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord. Hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Senere ligger Lazarus i Abrahams skød. Historien hører hjemme i den rabinske tradition, hvor svaret igen og igen er, når man spørger, hvad man dog skal gøre: Du må aldrig glemme din næste! Aldrig nogensinde! Han eller hun ligger i Abrahams skød, så når vi kikker op/ kikker ind, er det vi møder ikke det, vi selv savner mest, men den der savnede os.

Det kræver mod at tage ansvar for verden. I forrige uge var alle præster på Frederiksberg i Løgumkloster. Vi var flyttet fra alt, der ellers kunne optage os, på det nærmeste buret inde, med det ene formål at tale om den faldende dåbsprocent. Hvad er det, der gør, at færre og færre lader sig døbe eller lader deres børn døbe? Hvad er det, der gør, at mange pludselig ikke mener at det er vigtigt?  Spørgsmålet er der selvfølgelig mange svar på. Et af dem handler nok om ansvar. At det at være døbt er at få ansvar for denne her verden, at være sendt ud i en tjeneste, som man aldrig efterfølgende kan melde sig ud af igen. Lige præcis det evighedsperspektiv på ansvar og identitet er ikke ligefrem første valg i en kultur, hvor alting altid kan være anderledes. At være døbt er ikke et fællesskab man kan melde sig ud af, som man kan med så meget andet. Dåb har et evighedsperspektiv, altid at være i Guds sted i denne her verden. Uden almagt, skrøbelige som vi er, altid at skulle gøre en forskel. Det er sandt at sige ikke det letteste tilvalg i den kultur, der lige nu er ved at blive vores. Heldigvis er ikke alle lige bange.

Kristus delte sig. Skærtorsdag spiste Jesus sit sidste måltid med sine disciple. I bogstavlig forstand delte han sig mellem dem. Det gentager vi rituelt i nadveren, hvor vi symbolsk spiser Kristus. Eller sagt mere passivt, hvor vi modtager hans kraft, noget af den, modtager hans styrke og vilje, noget af det. Han delte sig mellem sine disciple og bad os gå ud i verden og være ham. Det var opgaven, at være sendt ud i verden med alt det, der var ham. I den tjeneste kan man godt blive lidt slidt, blive lidt træt, blive syg i sjælen. Det er her påskemorgen kommer ind. Uden påskemorgen er opgaven håbløs. Men påskemorgen eller ej, opgaven er den samme.

Vi har et liv at leve. For en hel del år siden hørte jeg Bent Melchior sige, at det at være jøde egentlig ikke var en tro. Det ville han overlade til de kristne, altså overlade det at have en tro. Det havde han egentlig ikke. Han havde derimod et liv at leve. Den tankegang synes jeg, vi kan lære af. Som kristne bliver vi let meget dogmatiske og tror, at tro handler om at tro rigtigt, og endelig ikke tro forkert, tro nok og endelig ikke tro for lidt. Det bliver nemt meget intellektuelt. I det lys kan vi lære af en gammel klog mand, der har sine rødder i den kultur, som beretningen om Lazarus i Abrahams skød udspringer af. At det handler om at leve et liv, at leve sit liv, på en ganske bestemt måde!

Amen.

Prædiken/ Johannesevangeliet 14, 22-31

v/ Birgitte Haahr

Don Quixote. Som nogle måske har bemærket, er Don Quixote kommet på kirkens pinseplakat. Det er ikke uden grund. Don Quixote blev skrevet af den spanske forfatter Miquel Carvantes tilbage i begyndelsen af 1600 tallet. Den blev skrevet som en parodi på alle de helteromaner, som også den tid var fuld af. For at gøre en lang historie kort handler Don Quixote om en forarmet ridder, der ridder ud i verden med en rustning og en lanse.  Han rider på et gammelt øg af en hest, Rosinante. Med sig har han den trofaste væbner, Sancho Panza. Don Quixote er i verdens øjne et fjols. Han er ikke helt vel i hovedet. Han kæmper drabelige kampe med vindmøller, som han tror er store og farlige drager. Men Don Quixote er også idealist og vil tage kampen op med alverdens ondskab. Derfor bliver der grinet af ham, og han kommer til at bide i græsset eller æde støv, som det ellers var slangens forbandelse at gøre. Don Quixote standser ikke, han helmer ikke, koste hvad det koste vil. På den måde bliver Don Quixote som antihelt også en helt. I moderne tid er Don Quixote støvet af. Der er noget ved ham, der er værd at hive frem. Det kan godt være, at nogle af kampene er med vindmøller, men nogle skal jo kæmpe, og nogle skal jo stå fast, og sådan er Don Quixote! I forlængelse af Don Quixote og i lyset af Pinse tænker jeg: Hvad tænkte Jesus, da han sendte sine disciple ud i verden? Var han klar over, hvor mange vindmøller vi skulle slås med, hvor svært det også kunne blive at stå fast på værdierne? Var han klar over, hvor svært det ville blive at tro på den bedre verden, en verden båret af en mild og kærlig ånd? Var han klar over hvor meget Don Quixote, der ville komme til at stå på ryggen af en del af os, sendt ud i verden som vi er. Vi kan meget nemt blive grinet af, og der kan nemt være nogle, der ikke mener, at vi er helt vel i hovedet.

Når pinsesolen danser. I onsdags havde vi her i kirken besøg af to 7. klasser, som skulle lære om Pinsen. Men hvordan fortæller man  en 13 årig om den vældige ånd, som bær verden, og som var med i skabelsens morgen?  Hvordan fortæller man, at vi er en del, som er parate til at blive grinet af, når vi forsvarer, at denne vældige ånd er luften under vores vinger, at vi aldrig flyver uden ånden, at det er den, der bær vores bønner op til Gud i himlen, og ind til Gud i vores hjerter?  Hvordan fortæller man, at det er denne vældige ånd, der bliver ved med at fortælle, at  vi skal elske vores næste og komme hinanden i møde. Derfor må vi stille os på godhedens og kærlighedens side, uanset hvor mange tæv og ydmygelser, det giver. Sagt på en hel anden måde.  Flintholm kirkes tre præster kom i onsdags til at stå som en slags landsbytosser, hvad vi selvfølgelig gerne gør, sådan som forhåbentlig alle døbte er parate til det. Men undervejs viste det sig, at Guds vældige ånd også er fællesskabets ånd, som binder mennesker sammen i tillid, så vi på tværs af alt muligt, der ellers kunne skille, pludselig vil hinanden og gribes af noget, der er større. Så vi sendte sammen røde balloner med gode ønsker til vejrs. Vi skrev på hjerter på ryggen af hinanden gode ord om hinanden. Vi hørte om sprog, der kan forvirre, så vi pludselig ikke kan høre hinanden, selvom vi dog alle er mennesker, sat i verden af den samme skaber. Lærerne tog billeder. Det var en dag fuld af Pinse.

Ånden kommer først.  I dag taler man om at komme baglæns ind i Trinititen.Triniteten er det med Faderen og Sønnen og Helligånden, de tre i hvis navne vi døber. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det med at komme baglæns ind i Triniteten skal forstås sådan, at hvis vi ikke får fat i det med ånden, Helligånden, som griber os og gør at noget går os til hjertet, så det bliver vigtigt og værd at kæmpe for, så kommer vi ikke videre til noget af alt det andet. Vi må gribes først, engageres først. Det må gå os til hjertet først. Derfor kommer ånden først og må lede os baglæns ind til alt det andet. Ånden må komme først. Så frem med det, som kan gå os til hjertet og gribe os, så vi sænker alle parader og bliver parate til bare at tage imod. Og i kristendommen er der rigtig meget at tage imod. Også frem med galskaben eller lidenskaben. Der er virkelig noget ved ham Don Quixote, der var parat til sin kamp og parat til at tage sine tæv - og var parat til at blive grinet af. Der var noget, der var ham kært, og det var ikke til at drive ud af hans hjerte!

Amen.

 

Prædiken/ Johannesevangeliet  20, 19-31

v/ Birgitte Haahr



Jesus blander ting sammen. Jeg har altid lært, at viden var en ting, tro en anden. Jeg har lært, at det var forskellige ting, som endelig ikke skulle blandes sammen. Vi har talt om det naturvidenskabelige sprog og det poetisk-religiøse sprog. På den måde har vi markeret, at der går noget, der ligner en Berlinmur gennem vores sind. Der har været det, som er nagelfast, som kan måles og vejes og bevises. Ved siden af det har der været det, som også er nagelfast. Det vi tror, det vi har tillid til. For at gøre en lang historie kort, har vi taget vores hjerne med på arbejde og vores tro med i kirke, eller hvordan vi nu har fordelt det. Og så blander Jesus det sammen. Han blander det sammen, for Thomas tror ikke, hvis ikke han får lov til at røre, og stikke sine fingre i naglegabene. Thomas må røre, ligesom i et fysik / forsøgslokale og det får han lov til!

En underlig bog. Et stykke tid inden påske blev der skrevet en underlig bog. Den blev skrevet af en  kvindelig journalist, som på en rejse til Spanien helt ud af det blå mødte Jesus. Det var ikke et møde hun var forberedt på. Hun havde heller ikke ønsket det. Hun havde måske helst været fri. Men hun mødte Jesus og skrev efterfølgende en bog om det. Den hedder ikke overraskende ”Jeg mødte Jesus” og bogen er udgivet på Informations Forlag. Bogen har fået, forbløffende gode anmeldelser, emnet taget i betragtning.  Bogen handler om tro, men på en særlig  måde, for som forfatteren selv siger det, tror hun egentlig ikke, hun ved! Hun har mødt ham.

Livet kan ikke leves efter en lineal. For lidt mere end 25 år siden gik jeg på Pastoralseminariet, for at lære lidt praktiske præstefærdigheder. Blandt de mange fag lærte vi, hvordan man skulle prædike. Det gjorde man dengang på en måde, i dag på en anden. For nylig hev jeg en bog ud af reolen, skrevet af min gamle lærer. Med 25 års forsinkelse gav han mig den sætning, jeg måske altid har manglet. Livet kan ikke leves efter en lineal. Dét er evangeliet!   Der er altid noget, der bliver anderledes, end man havde troet eller regnet med.  Der er altid noget, der er skævt. Så vældig skævt. Heldigvis, det er der lyset slipper ind.

Tvillingen Thomas. Om Thomas fortælles det, at han var tvilling. Det ligger i navnet Didymos. Det kan være, at han var tvilling.  Det kan også være, at Thomas er tænkt som en identifikationsfigur, at vi alle kan være hans tvilling, og ligner ham  i denne lyst til få syn for sagn, så vi ikke skal nøjes med at tro.  En anden udgang på historien om Thomas kunne have været, at Thomas havde fået en reprimande og var blevet belært om, at ligesom man nogle gange skal vide og bestemt ikke skal tro, så er der også situationer hvor der bare skal tros og kun tros. Men så firkantet er der åbenbart ikke noget, der er. Ingen regel uden undtagelser. Her er der lidt lys, der slipper ud. Måske er det nådens lys!

Kom til mig. På Thorvaldsens berømte statue af Kristus, der står i domkirken i København er ordene indhugget på soklen: Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder og jeg skal give jer hvile! Jesus vil tage byrderne, aldrig andet. Han vil  Ikke give os flere og nye!

Amen.

Prædiken/ Lukasevangeliet 1,26-38

v/ Birgitte Haahr



Den hårdt prøvede mor. Kai Munk skrev på et tidspunkt, at han havde en lille alter, dybt i sit hjerte for Maria. Han skrev videre at hvis det var et kætteri, var han sikker på, at det ville være det første Vorherre ville tilgive ham. Sådan kan vi godt være flere der har det. For Maria må man bøje sig, som man altid må bøje sig for mennesker med en hård skæbne, og det var en hård skæbne at komme til at stå under sin søns kors. Det er noget af det værste, der kan overgå et menneske, at overleve sit barn, og Maria kom til det og var i første række til hele lidelseshistorien. I den katolske kirke er der meget fokus på Maria. Jeg forstår det sådan, at det for en del også handler om det, at hun er moderen, den hårdt prøvede mor, som så godt forstår alle de øvrige hårdt prøvede mødre. Dem er der mange af i denne her verden. Jeg ser hende for mig med store øjne, store undrende øjne der også i gru måtte suge alt til sig. Det var ikke så lidt, hun kom til at se. Det var ikke så lidt, hun kom til at opleve. Det var ikke så lidt, hun skulle prøve at forstå og kunne rumme i sit hjerte.

Glem ikke at undre dig. Halfdan Rasmusen skrev: Med store undrende øjne går jeg/ hvor anemonerne lyser hvidt. / Og midt i forårets lysvæld står jeg/ og ser mod himlen og spørger blidt: / Hvem opfandt lærken og nattergalen, / hvem satte knopper på birk og bøg? / og hvem bestemte at netop svalen/ sku´ være svale og gøgen gøg. Halfdan Rasmussen var nok mest af alt en mild panteist, en som ser gud med lille g i alt. Og han undrer sig. Det er der, alle store tanker starter, når man for alvor begynder at undre sig.  Når man undrer sig over det, man ikke forstår.  Når man undrer sig over det, man ser.  Når man undrer sig over det, som støder. Det at undre sig kan føre til stor tro, ligesom det  at undre sig kan ryste den store tro i sin grundvold. Det sidste er også godt. Det sikrer at vi ikke bliver alt for dogmatiske og sikre på, at vi selv har ret og alle andre tager fejl. Vi skal ikke nødvendigvis være de samme i morgen, som vi var i går. Her kan det hjælpe at undre sig.

Åbne og lukkede døre. Maria undrede sig. Hun blev opsøgt af en engel, og allerede her startede det forunderlige. I evangeliets beretning følger noget ret spændende om åbnede og lukkede døre. Hvilke døre er lukkede og hvilke er åbne?  Senere bliver det med de åbne og lukkede døre selve påsketemaet med stenen, der rulles for og senere er rullet fra igen. Ved bebudelsen er det mere underspillet. Det handler ikke kun om mødomme og jomfruelige skød, det handler også om noget mentalt. Er vi åbne for at høre nyt? Er vi åbne for at tage noget til os, som vi ikke forstår? Maria må siges at have haft et åbent sind. Selvom hun næppe har forstået en lyd af det hele, svarer hun: Lad det ske mig efter dit ord. Hun bliver en rollemodel, og vi andre må spørge os selv, hvor parate vi er til at åbne den slags døre i vores sind. Som lutheraner er jeg tilbøjelig til at mene, at vi måske slet ikke kan åbne den slags døres selv, at Helligånden må lirke dem op. Måske var det også Helligånden, der var på bane, da Maria i et splitsekund forstod, at intet er umuligt for Gud.

Gud med stor G og gud med lille g. Som nr. 15 i salmebogen står Brorsons salme Op al den ting, som Gud har skabt, hans herlighed at prise. Det mindste han har skabt er stort og kan hans herlighed bevise. Brorson var pietist. Pietismen var en fromhedsbølge, som skyllede over landet tilbage i 1700-tallet og måske er på vej tilbage. Det er der nogle, der pipper om, selvom der også er en hel del, der peger i helt andre retninger. Men Brorson var pietist. Han havde sin meget personlige og grundfæstede tro, som en del af hans måde at trække vejret på. Det var en tro, som byggede på tanken, at Kristus og hans forsonergerning bragte os Gud så nær, at vi på det nærmeste kunne smelte sammen. I pietismen blev der brugt stærke kærlighedsbilleder til at beskrive den dybe forening, hvor alt lod sig gøre. Ud af den dybe og meget personlige tro skrev Brorson sin salme, som minder forbløffende meget om Halfdan Rasmussens langt senere Med store undrende øjne går jeg hvor anemonerne lyser hvidt!  Tænk, at man kan gå begge veje! At man som Halfdan Rasmussen kan gå fra den store undren, til den lille gud med lille g, for hvem har dog skabt det alt sammen, hvis ikke en lille bitte skabergud, stadig med et ganske lille g. Og man kan gå den anden vej. Man kan gå fra den store Gud, med det store G, og Kristi forløsergerning, som en uløselig del af ens liv, tilbage til undren, stille undren.

Om Maria ved vi forbløffende lidt, men hun åbnede sit sind og blev Jesu mor.

Amen

 

Prædiken/ Matthæusevangeliet 4,1-11

v/ Birgitte Haahr



Intet paradis uden en slange. Der er nogle, der siger, at det er selve definitionen på et paradis, at der også er en slange. Det kan illustreres med nogle af alle de billeder, kunstværker af forskellig art, der skildrer noget idyllisk og noget paradisisk. Meget ofte er der på de billeder også noget, som ligger og lurer som en mulighed.  Under overfladen, lidt bag et træ, ude i horisonten! Det kendes også fra filmmusik, hvor musikken kan antyde, at der er andet og mere end det vi ser. Slangen repræsenterer det her andet, muligheden for noget ondt, muligheden for noget farligt og skræmmende. En undtagelse kan være Poul Gaugain og hans paradisiske billeder fra bla. Tahiti. De billeder skildrer en gennemført uskyldig og paradisisk tilværelse helt uden slanger. Vi andre ved, at det alligevel ikke var helt så paradisisk alt sammen i Polynesien. Der er noget her med glansbilleder der kan krakelere. Vi kender også turistbrochurernes glitrende papir og ejendomsmæglernes overmåde positive ordvalg. Som regel er der noget mere, som ikke er sagt. Slangen i paradiset! Jeg synes beskrivelsen fra Bibelens allerførste sider om slangen, som ingen rigtig vidste hvor kom fra, som bare var der, jeg synes den beskrivelse dækker det alt sammen meget godt. Intet paradis uden en slange.

Alt godt kan misbruges. Sidste søndag vågnede vi op til en række af dybt tragiske begivenheder. Danmark fik et terrorangreb og to uskyldige blev dræbt. Jeg tænker de fleste af os først blev skræmt og derefter tænksomme. Sådan har jeg selv oplevet at køre i Metro. Det er som om der er blevet mere stille, mere stille end der plejer at være. Begivenhederne har vist den mulighed, der hele tiden har været. Vi har frygtet, at det ville ske og det skete.  Med ét kan vi synes, at paradiset er væk og ødelagt, at det er en helt anden virkelighed vi vågner op til. Men Paradiset er, som det hele tiden har været, så ganske sårbart, for alt godt kan ødelægges, når nogen vil. Det er en mulighed der altid er.

Kors for pande og bryst. Ved dåb tegnes der kors. For ansigt og bryst. Der er ting, der bedst gribes med forstanden og intellektet, og der er ting, der bedst gribes med hjertet og følelserne. Det tages der højde for med korset, torturinstrumentet der er endt med at være livssymbol, der tegnes både for ansigt og bryst. Efter korstegningen kommer forsagelsen. Ved dåb er der altid en indledende forsagelse. Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Uanset om man ser et hornet væsen for sig eller ej, er der en ondskab i verden, vi må forholde os til. Og ved dåben vælges der en side. Det kan blive meget kampagtigt. Der kan tales om det ingenmandsland som ikke findes. Men for langt de fleste mennesker bliver der tale om helt almindelige daglige små valg, og et hav af situationer, hvor vi kan være rigtig meget i tvivl om hvad der egentlig er det rigtige at gøre. Men at der er noget, der er ondt, og er noget, der er godt, det kan vi slet ikke komme uden om. Biblen rummer en krads beskrivelse af, hvordan Jesus blev fristet af djævelen ude i ørkenen. Han er udmattet og udsultet og alene, og pludselig er der noget, der kunne virke attraktivt. Det er sådan det er. Det er sådan de fleste af os kommer til at møde ondskab, ikke andres, men vores egen, som noget der pludselig kan virke attraktivt.  Det er det farlige ved at være udmattet, alene og ensom, og føle sig ladt i stikken. Det sidste er vi aldrig, for der er tegnet et kors for vores pande og vores bryst, som et tegn på at vi tilhører den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

 Amen.

 

Prædiken/ Lukasevangeliet 2,41-52

v/ Birgitte Haahr

Lydighed er pludselig et svært ord. Der er en gammel tradition for at der 1. søndag efter hellig tre konger skal prædikes om lydighed og hvordan vi skal lære vores børn at være lydige. Men spørgsmålet er, hvor lydig Jesus egentlig var. Jeg vil mene, at han mest af alt gik sin egen vej. I de her dage er ordet lydighed ikke så charmerende et ord. Det er blevet tydeligt at lydighed også kan handle om at være hjernevasket og glemme at spørge sit eget hjerte, hvad det egentlig er man har gang i. Jeg tænker, at Jesus ikke var specielt lydig. Han gik derimod sin egen vej. Han kalder Gud for far. Det er aldrig før set eller hørt. Han mener, at templet er hans hjem og hans fars hus. Han kender og kan åbne skrifterne. Og alligevel forlader han templet og går ud i verden med Josef og Maria. Det er den Jesus vi samles om. Han var lydig på korset, men ellers er lydighed ikke det ord, jeg allerførst ville komme på. Han gik mest af alt sin egen vej, den vej som vi tror er Guds.

Jesus bliver ofte væk! Hvor går Jesus egentlig hen, og hvor kan man finde ham, når man pludselig synes han er væk?  Her tænker jeg meget på de sidste dages begivenheder i Frankrig og tænker på det væld af ulykker, som vi kan se frem til her i 2015. Hvor finder vi ham, når vi har brug for ham. Der er andre end Josef og Maria, han er blevet væk for. Svaret må være, at der ikke er andet at gøre end at blive ved med lede, sådan som Maria og Josef også gjorde. Med den tilføjelse at de fandt ham i templet.

Hvad er en kirke? Der noget særligt ved kirker. Vi kalder dem Guds huse og viderefører nogle traditioner fra det berømte tempel i Jerusalem, som senere blev ryddet med jorden, så der nu kun er ruiner tilbage. Der er grædemuren, hvor jøder begræder den skæbne der blev deres, og det tempel de stadig savner. Det er tankevækkende, at ruiner sådan set er nok. Ruiner er bedre end ingenting. Under alle omstændigheder er Gud selvfølgelig ikke er bundet til en bygning, uanset hvor fredfyldt den bygning måtte være. Kirker er vigtige huse. Det er her vi kan høre ord, vi ikke selv har fundet på. Det er her vi kan blive inspireret til at tænke lidt større end vi måske ellers ville have gjort. Det er her vi tør tro det umulige, at at livet kan opstå, at vi mennesker har noget værdifuldt at give hinanden, at der er noget som er ondt, som vi for enhver pris med hinanden i hånden må bekæmpe. Kirke er også det, vi er, vi der er døbte. Vi er kirke, podet ind i på en krop der er meget større end vores egen. Det er Kristus, der er kirke, og så er det vi igen skal ud og lede. Eller ind og lede. Lede efter ham. Lede efter hans ord, hans trøst og hans styrke.

Kristne kalder Gud for far! Hvad er det der gør os kristne? Det synes jeg godt man kan spørge sig selv om. Hvad er det særlige ved os? Jeg tænker, det er, at vi kalder Gud for far. Det gør fadervor til en meget særlig bøn. Fadervor er mere specifik kristen end for eksempel velsignelsen som lyses til slut i gudstjenesten. Den kan bruges af mange andre. Det kan fadervor ikke. Det er særligt, at kalde Gud for far og tro, at vi har en himmelsk far og kan henvende os til ham som far. Det er en forholdsvis beskeden og usynlig måde at være særlig på. Det er forholdsvis udramatisk, og det koster ikke nogens liv, at kalde Gud for far.

Hvad med trosbekendelsen? Der er nogle, der i vores trosbekendelse savner, at der siges noget mere om de kristne dyder, den rette vej at gå. Det er en rigtig iagttagelse, at der ikke står et ord om for eksempel næstekærlighed i vores trosbekendelse. Heldigvis er Gud som far kommet med. Det er med i den allerførste trosartikel, hvor det siges, at vi tror på Gud fader den almægtige, himlens og jordens skaber. Man kan være tilbøjelig til at flytte al opmærksomhed hen til skabelsen og opretholdelsen, men før det står der far. Et enkelt ord der gør en verden til forskel. Så mangler det med næstekærligheden stadig, men vi ved, at det er en del af pakken, den pakke det er at kalde Gud for far og derfor også regne med, at han er far for vores næste, ligesom han var far for Jesus. Det er alt sammen en del af pakken.

Gud er de mest forbløffende steder! Måske er Gud den, som bevæger sig allermest. Ligesom han måske også er den, som lider allermest. Alt det kan han godt gøre, samtidig med at han er både almægtig og evig. Gud er ganske bevægelig, som vi har et fint eksempel på det, når Jesus i templet kan sige, at han vil være hvor hans himmelske far er og derefter går hjem med sine forældre! Der er mange bibelske beretninger om, hvordan Gud er den, som følger med og derfor kan ende med at være de mest forbløffende steder. Også i dødsriget! Det er et imponerende sted for almagten at være. Som far at gå så langt som til dødsriget. I de her dage er det særlig rart at vide, at han også er der. Her synes jeg vi står med hjerteblod, kristeligt hjerteblod. Det er godt at være i Guds nærhed. Det er en ting. Men at vi også er det i dødsriget, det er så glædeligt, at vi bygger kirker. At være kristen er noget meget undseelig. Det er noget meget ydmygt. Lige nu synes jeg det er værd at samle sine tanker om det som er stort ved det, lige så stille og beskedent det må gøres. Vi kalder Gud for far med alt, hvad det indebær, og han forlader os aldrig.

Amen.

 

Prædiken/ Matthæusevangeliet 18,1-14

v/ Birgitte Haahr

Vi er ikke lette at gøre tilfredse. Hver uge får præster Præsteforeningens blad, et fagblad med de ting, der nu hører et fagblad til,  f.eks. opslåede stillinger. Der er også altid en vejledning til den kommende søndags prædiketekst. I den vejledning kan der stå de mest forbløffende ting, der kan også være en god vinkel. I den forløbne uge var det en vinkel på det uretfærdige, der ofte overgår præster. En far skal have sit barn døbt og det skal ikke i samme kirke som storebror blev døbt. For der talte præsten om at hugge arme og ben af, og sådan et sted skulle lillebror i hvert fald ikke døbes! Nu bliver der også hugget arme og ben af i tv serien 1864 uden at den af den grund lægges for had. Det kan blive af andre grunde, fordi produktionen er for dyr eller fordi tempoet for langsomt. Vi er ikke lette at gøre tilfredse.

Jens Galschiødts fundamentalisme. For nogle uger siden var jeg i Odense og besøgte billedkunstneren Jens Galschiødts værksted. Galschiødt arbejder på en meget stor installation, som vi alle formodentlig kommer til at høre mere om, når den er færdig. Den skal blandt andet opstilles i København næste år i forbindelse med kirkedagene. Det er en installation som skal handle om vores Bibel og jødernes Tora og muslimernes Koran, og hvad det egentlig er, der står i de bøger. Jens Galschiødt er hverken præst eller teolog, han er kunstner, så han vinkler lidt anderledes og når frem til, at kristendommen sådan set er den værste, hvis man kikker på bøgerne og hvad der står i dem. Galschiødt har det synspunkt, at hvad kvinder angår, og hvad angår behandlingen af kvinder, er kristendommen den værste. I min optik er det et lidt overraskende synspunkt. Men Galschiødt holder sig til bøgerne, og hvad der står i dem. Hans installation skal hedde fundamentalisme. Hvad er det man læser, når man går til bøgerne og går meget bogstaveligt frem, og ikke lader sig lede af ånd og tradition.  Det spændende ved hans arbejde er, at man nemt bliver forvirret, når man går lidt ud i krogene i bøgerne og finder citater, som enten kan bekrives som lyse eller mørke. Man kan nemt mene og tro, at det må være en anden af de tre bøger, det pågældende citat er taget fra.  I nogle tilfælde må man tænke: Står der virkelig sådan i vores bibel?  Står der virkelig sådan i den klogeste og vigtigste bog i vores kultur, for mange af os den vigtigste bog i vores hjerter?

En vranten gammel vædder. For nogle år siden var  den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tuto i København.  I den forbindelse prædikede han i Københavns domkirke og han prædikede akkurat over teksten fra Matthæus evangeliet kap. 18. Han gjorde det, som jeg synes kan føles  direkte befriende. Han forsøgte, at gøre lidt op med vante forestillinger, for Bibelen er en bog fuld af overraskelser, ligesom Vorherre. Desmond Tuto tog udgangs punkt i det bortløbne får. En mand har 100 får, et dem farer vild, og han går ud for at lede efter det ene og vildfarne. Jeg tænker, at andre som jeg for sig ser et lille lam, måske endda et lille lam der er blevet væk fra sin mor og nu er bange.   Men Tuto fremstillede det bortløbne får som en vammel vædder. Og nu citerer jeg … en gammel vranten urinstinkende vædder, der ikke gad være sammen med de andre mere, og som ikke godvilligt lod sig føre tilbage, men stangede, og stangede efter hyrden. Hvad gjorde hyrden? Hyrden blev ved og gav på intet tidspunkt op.  For Gud ønsker ikke, at en eneste af disse mine små skal gå fortabt. Det gælder også en velvoksen vædder!

Det åbne sind. Mange ting tager vi for givet uden at tænke mere over dem. Det gælder også gudsbilleder. Mange ser Gud som en gammel mand, måske på en sky, hvilket jeg personlig synes er et udmærket gudsbillede. Det er også bibelsk. Men vores Bibel er fuld af overraskelser, og kan give helt andre billeder. Et af de mere overraskende gives hos profeten Esajas, hvor Herren selv beskrives som en kvinde, der ammer. Glemmer en kvinde sit diende barn, glemmer en mor det barn hun fødte?  Det er en direkte parallel til den med fåret, som hyrden selvfølgelig ikke glemmer, uanset hvor vrantent det måtte være. I vores Bibel, som vi godt kan være stolte af, er der ved siden af afhuggede hænder og fødder, og kvinder der skal tie i forsamlinger, højt til loftet. Så højt, at Gud kan beskrives som en kvinde, oven i købet med et billede af en kvinde, der ammer, hvilket inkluderer lidt fokus på den kvindelige fysiologi. Det, som nogle synes skal skjules, bliver her så ganske åbenbart! Hvad angår Gud kan vi lære af omsorgsfulde kvinder, ligesom vi kan lære af omsorgsfulde mænd. Vi kan lære af børn og vrante gamle mænd, og tanter. Vi skal have øjne og øre med os og et åbent sind og aldrig nogensinde lade os nøje med minde. I Grundtvigs fædreland må ånden blæse og for Guds skyld aldrig gøre noget mindre end det er tænkt til at være.

 Amen.

 

Prædiken/ Lukasevangeliet 13,1-9

v/ Birgitte Haahr



Skyld og skæbne. Jeg lærer hele tiden nye ord. Det tænker jeg de fleste gør. Der kommer hele tiden nye ord til, efterhånden som vi får brug for dem. Det nye ord er ortoreksi, der dækker over en ny spiseforstyrrelse. Anoreksi er i forvejen kendt,  hvor man spiser alt for lidt og langsomt udsulter sig selv. Ortoreksi er en ny spiseforstyrrelse, hvor man overdriver sit fokus på sundhed og ernæring i en grad så man bliver syg af det. Jeg tænker, at ortoreksi er en udløber af tidens fokus på alt det, man skal gøre for ikke at blive syg. Skæbnens ironi er, at man også kan blive syg af det. Der er i alt det her noget med skyld og skæbne. Fortjener vi selv vores blodpropper og vores hjertekarsygdomme? Fortjener vi selv vores cancersygdomme og vores lungesygdomme?  Er det ikke nogenlunde der vi er? Men livet er slet ikke vores på den måde. Alle menneskers liv tilhører Herren. De to sygdomme jeg har nævnt handler om kontrol, men livet kan vi ikke kontrollere, og det kan blive endeløst, hvis vi skal finde forklaringer på alt, der sker.  Det er ikke nødvendigvis løn som forskyldt, eller at vi ligger som vi har redt. Allerede profeten Ezekiel forsøgte at gøre op med det. På hans tid var det ordsproget med fædrene, der spiste sure druer og sønnerne, der fik stumpe tænder.  Ezekiel så sig selv som Guds talerør og sagde:  Så sandt jeg lever skal I ikke længere bruge det ordsprog, for alle menneskers liv tilhører Herren. Sagt på en anden måde. Vi kan ikke bestemme over den hånd, der er under os alle. Nogle vil kalde det skæbne, nogle vil kalde det forsyn og almagt. Jeg vil træde et skridt tilbage og sige, at der er ting, vi ikke ved, og ting, vi ikke forstår.

Find Holger. Jeg har meget lyst til at genfortælle lignelsen om den fortabte søn. Jeg tænker I genkender den, når jeg genfortæller den med mine egne ord. Det er en lignelse, der kunne hedde lignelsen om den gode far. Han har to sønner. Han har sikkert også flere, men de to sønner er lidt typiske, så dem er det let at tale om. Den ene er den gode søn, som gør alt det gode. Det kunne omsat til tidens sprog og tidens besættelse af sygdom være den gode søn, som skærer fedtet fra og løber maraton, og i øvrigt på det offentliges regning får behandlet et hav af sportsskader, uden at nogen løfter et øjenbryn af den grund. For han er den gode søn, som gør alt det rigtige! Så er der den anden. Han er den fortabte søn, for han gør alt det forkerte, og her tænker jeg I kan digte selv. Han gør det, nogle kalder det syndige. Men synd har aldrig handlet om mad og tomme kalorier og alt for meget fedt. Synd har heller aldrig handlet om alkohol eller kvinder. Synd har altid været ikke at have øje for Gud, at glemme Gud, og ikke at have Gud og næsten med i sit liv. Det er synd. Synd er en religiøs kategori, og derfor kan en ateist i sagens natur slet ikke synde, det kan kun et troende og et religiøst menneske. Måske er det derfor moderne menneske ikke rigtig kan se sig selv som syndere, fordi de ikke ser sig selv som religiøse.  Det er en anden historie. Her handler det om den fortabte søn, der i tidens sundhedssprog kunne være ham, som gør alt, hvad han kan for at spare sammen til en blodprop og en bypassoperation. En sådan operation er der ganske vist ikke mange, der synes han fortjener med den livsstil, han lægger for dagen. Han får den nok alligevel, måske med en løftet pegefinger, lidt skam skal der trods alt være! Nu er det en lignelse, så her til slut skal vi tilbage på sporet. Den fortabte søn var også altid Guds! På et tidspunkt går han i sig selv. Han synker dybt ned i sig selv, i sit væsens grund, og der finder han sig selv. I samme øjeblik han finder sig selv, finder han også sin himmelske far, som har været der hele tiden.  Nu kan han se det og han vender som på en tallerken og skynder sig hjem. I lignelsen om den fortabte søn var der hele tiden to sønner. Der var aldrig færre end to, uanset hvad de to måtte mene om hinanden. Den himmelske far løb sønnen i møde. Det havde han nok også gjort, hvis det havde været den anden, der var blevet borte!

En verden fuld af bonzaitræer. For nogle år siden var det moderne med bonzaitræer. Det var nogle små forkrøblede træer, vist nok af japansk oprindelig. De var ret sarte. De skulle passes og plejes, og så aldrig rigtig sunde ud. Jeg kunne godt tænke mig at trække et bonzaitræ frem i erindringen. For Kristus er som en gartner, og de fleste af os minder måske mest af alt om et bonzaitræ, der har brug for kærlig pleje, dårlig tåler træk og måske alligevel aldrig kommer til at bære de store frugter. Det er ikke alle, der har det i sig, i sit væsens grund. I lignelsen om figentræet fra Lukas evangeliet kap 13 tales der om et figentræ, som står i en have. Da havens herre kommer for at se til det, skuffes han over de manglende frugter. Man kan mene, at et figentræ har en del lettere ved at bære frugt end et bonzai træ, og alligevel sker det tydeligvis ikke altid. I stedet for at fokusere på de manglende frugter, og den skuffede Herre, som må være Gud, vil jeg foreslå lidt fokus på gartneren, som er Kristus. Han synes ikke træet skal hugges om, selvom det ikke bær frugt.  Det skal have en chance mere og måske næste år en chance til, og næste år igen, en chance til. Måske kommer der på et tidspunkt en lille frugt, bare en lille en. Denne her gartner er tålmodig. Han vil gerne gøde lidt og vande lidt og på den måde næsten lirke en frugt frem. Her kan man tænke på en af Astrid Lindgreen vidunderlige fortællinger: Suser min lind, synger min nattergal, hvor der næsten som et omkvæd tales om bøn og tales om længsel. Med bøn og længsel går det nok. Så kan selv det umulige ske. Det er et ganske stærkt billede med denne nænsomme og kærlige og tålmodige gartner. Tænk at der virkelig er en, der i den grad tror på os og virkelig mener, vi bare skal vandes og bare skal lirkes, så kan det umulige ske, og vi kan bære frugter, der er evigheden værdige.

Amen.

 

Prædiken/ Lukasevangeliet 10,38-42

v/ Birgitte Haahr

Forsvar for Martha. Min egen gamle far, uanset alder er fædre altid gamle, var ret stærk på bibelcitater. Når min mor stressede rundt kunne han sige: Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting, kun ét er fornødent!  Nogen gange med tilføjelsen: Maria har valgt den gode del, den skal ikke tages fra hende. Når min far sagde sådan, var det mest af alt for sjov, for vi satte alle pris på min mors mad, og vi satte alle pris på, at hun satte blomster i vand og  slog græs og klippede hæk og gjorde, hvad hun kunne. Og min far kom altid trods mange møder og et krævende arbejde til tiden, for den bestemte min mor, vi spiste kl. 18! Gennem historien har kønnene haft deres roller og helt sikkert også deres kampe om dem. Det, jeg vil frem til, er, at man ikke kan spænde Jesus for ens egne ideologier, det er han alt for overraskende til. I stedet for at befæste roller gjorde han hellere op med roller. Johannes Møllehave har med sin særegne ordekvilibrisme sagt det meget præcist: Vi trækker streger og sætter skel, imellem andre folk og os selv. Det er en måde at systematisere på og lave orden i denne her verden, ved at sætte nogle streger og strække nogle skel. Karakteristisk for Jesus var det modsatte. Han fjernede skel mennesker imellem og i flere tilfælde satte sig selv et helt tredje og overraskende sted, hvorved han fjernede fundamentet for den polarisering, der ellers kunne være. Det er derfor meget uretfærdigt, hvis historien om Martha og Maria kommer til at handle om husmødre, der tager fejl og overser eller glemmer det egentlige. Jesus og hans disciple nød godt af, når de var på vandring, og det var de ofte, at der var nogle gæstfrie hjem, hvor de kunne få noget mad. Jeg er meget sikker på, at Jesus om nogen forstod vigtigheden af at være optaget af det nære; madpakker pakket med kærlighed, rene fodboldstrømper, pakket gymnastiktøj. Jesus sagde, at det største i denne verden er at være alles tjener. Større end det er der aldrig noget, der bliver. Det er lidt af en cadeau til denne verdens Marthaer, der sørger for et hav af praktiske ting og udtrykker omsorg og kærlighed uden at gøre meget væsen af sig.

Forsvar for Maria. På nettet kan man muntre sig med at læse Hyrdebrevet Søndag Morgen.  Ikke ugebrevet, men hyrdebrevet. Det rummer en kærlig satire over mangt og meget, der foregår i folkekirken. I den forgangne uge rummede det en satire over projektet Fyld Danmarks kirker. Det projekt har som mål en gang om året, og det må ikke være juleaften, at fylde landets kirker til bristepunktet. Hyrdebrevet kommer med en række forslag til, hvad man kan gøre for at holde folk væk, hvad kan man gøre for at sikre sig, at ingen nogensinde får lyst til at sætte deres ben i en kirke  igen. Det findes på nettet og er ganske underholdende. Det jeg vil frem til er, at vi kan miste pusten.Tempoet er skruet op alle steder, nu også i kirkerne. Hvor galt det er, synes jeg kommer til udtryk, når ikke en gang kirkerne må være halvtomme. Vi skal drives rundt hele tiden. Man kan spørge: Hvad bliver der af pausen og det ene fornødne, og hvor har vi et helle med det forbløffende budskab, at et menneske ikke skabes af alt det, det farer rundt og gør?  Der er en værdighed vi er født med og den skal ingen tage fra os.  Frelse betyder fri hals, den frie hals slaven har og får, når lænken tages af. En stor del af de lænker vi har, tager vi som moderne mennesker selv på, selvom ingen tvinger os.

Hvem vælger os?  Lars-Henrik Schmidt, en dansk filosof,  har sagt, at det, at alting altid kan være anderledes, lige præcis det kan ikke være anderledes. Da vores oldeforældre blev født, var der ikke mange valgmuligheder for dem, i dag har vi ikke  meget andet end valg. Det er massivt fra vugge til grav. Den eneste lovmæssighed, der ser ud til at være, er, at alting altid kan være anderledes. Alle bolde kan kastes op og kan gribes i en uendelighed af nye variationer. Det eneste der ikke kan ændres,  er lige netop det her. Hvis Lars-Henrik Schmidt har ret, og det har han nok, er der god grund til at vende tilbage til en lidt ældre teologi, som fastholder, at kristendom ikke handler om, hvad vi vælger, men om hvem der vælger os. Det handler således ikke om, hvad vi hver især tager ned fra hylderne, det kan være ret forskelligt, hos os bugner hylderne, men hvem vælger os?  I dåben er det Gud der vælger os. Det er den enkle symbolik bag mange ord. I tidens løb er der ganske meget, der skylles ud med badevandet, anderledes kan det ikke være, nye tider og nye skikke. Lige præcis det med dåben gør vi klogt i ikke at skylle ud. Det er livgivende, for vi kan vælge alt, der er tilsyneladende ingen grænser, men hvem vælger os?

Amen.

 

Prædiken/  Matthæusevangeliet 11,16-24

v/ Birgitte Haahr

Gnister kommer fra varme. Den man tugter elsker man. Det gamle ordsprog blev støvet af, da kronprins Frederik i 1992 holdt tale til sine forældres sølvbryllup og til stor morskab sagde Den man tugter elsker man. Med tilføjelsen  Papa, vi tvivlede aldrig om din kærlighed ! Det fik efterfølgende mange til at spekulere i om prins Henrik var en lidt hårdhændet far, om han ikke var lidt vel fransk i sin pædagogik i forhold til en mere dansk tilgang til autoriteter. Senere har flere interview vist, at Frederik er tæt knyttet til sin far. Han har faktisk aldrig tvivlet om hans kærlighed. Det med fædre og deres kærlighed bliver nemt et omdrejningspunkt i en kristen tradition. Der bliver nemt noget med faderskikkelser, hvordan er det  lige med denne her far og hans vrede?  Hvis ens egen og jordiske far har været så ganske for meget, er det ikke særlig trygt at se ham for sig i stor skala, oven i købet med almagt. Så kan tilbedelsen af Den Himmelske ligge et ganske lille sted. Men kærligheden og omsorgen, alt det der kan ligge bag vrede, skal man ikke tage fejl af. Hvad det angår var kronprinsens tale ikke kun sjov,  den var også lærerig.

Som man råber i skoven. Som nogle måske husker fra ferier på Bornholm, kan man i Ekkodalen råbe Hvad drikker Møller og får så svaret fra ekkoet på, hvad Møller drikker. Som man råber, får man svar. Det er forholdsvis ærgerligt !  For de fleste ville det i mange tilfælde være bedre, hvis vi fik andre svar og fik andre vinkler. Omsat til ekkodalen. Hvad drikker Møller?  Tænk hvor befriende det ville være, hvis ekkoet svarede Mælk eller Kildevand. Det er et problem, at vi ofte får de svar vi leder efter, i stedet for at få nogle helt andre svar, som vi måske havde mere brug for, men ikke har søgt og derfor heller ikke har fået. Jeg kan også beskrive det på en anden måde, mere i tråd med evangelieberetningen jeg har læst. Hvis pibe danser vi efter? I de fleste tilfælde vores egen, lidt vores arbejdsgivers, måske også vores ægtefælles. Tænk hvor befriende det kunne være at kaste sig ud i anden dans, en man ikke selv har spillet op til.  Det er springet ud på det dybe vand, som Søren Kierkegaard talte om og blev berømt for at tale om. Det er et eksistentielt valg, hvis pibe man vil danse efter.

Den ansigtsløse mængde. Hvad er det for noget med de her byer? Der er i de bibelske beretninger en stor modvilje mod store byer, og så store var byerne så langt tilbage i tiden alligevel ikke. Det var små pjatbyer i forhold til de metropoler, vi kender i dag.  Alligevel var Jesus ikke glad for byer, og i den kristne tradition har storbyen ofte stået som Sodoma og Gomorra med fristelser, gudløshed og alskens ondskab. Det er ret påfaldende. Gør byer noget ved os, som ikke er godt? Var det det Jesus profetisk kunne se? Jeg er selv vild med byen og al dens støj, den måde man kan drukne sig i byer og være anonym. Måske er det det, der er problemet. Får byer os til at glemme, at det at være mange ikke tæller? Det er igen et af Søren Kierkegaards nøglepunkter. Kierkegaard hadede ordet mængde, han hadede ordet flok. Gad vide hvad han ville sige til moderne ord som klynge bomber, hvor mennesker bliver ansigtsløse?  Der er noget med mængde og flok, Kierkegaard havde ret i, at det er skræmmende ord. Ved dåb spørger vi Hvad er barnets navn?  Det spørgsmål kunne vi springe over, hvis den enkelte var ligegyldig. Det er den enkelte aldrig, ligesom den enkelte aldrig er ansigtsløs. Det er en stor del af den kristelige visdom.

Jesus som vred ung mand. Jesus var på flere måder en vred ung mand. Det skal man ikke tage fejl af. Han var også en vred ung mand og måske skal vi tænke på ham, hver eneste gang vi oplever vrede unge mænd, som har noget på hjerte og ønsker en anden verden. Det siger jeg ikke for at være politisk, for det vil jeg egentlig ikke, men for at beskrive nerven i det her. Han havde noget på hjerte, han havde et hjerte der brændte. Det tog et liv og det krævede et liv, men kun hans eget.  Han tog aldrig andres.

Amen

 

Prædiken/ Matthæusevangeliet 16,13-26

v/ Birgitte Haahr


Hvordan er det egentlig at være udvalgt? Det at være udvalgt kan være en blandet fornøjelse.  Det viser de forskellige reality programmer meget godt. Familien på bryggen, For lækker til love. Det dufter af stjernedrys og berømmelse, at blive kendt med de kendte. En del af de som bliver kendt, bliver ikke kun kendt for noget godt. Det er en del af vilkåret for det at være kendt, at man ikke helt ved, hvad man ender med at være kendt for. Der er en bagside, og en slagside, som der spekuleres temmelig kynisk i.  Det er en del af seriernes koncept, at nogle skal dumme sig og nogle skal gøre sig selv til grin. Det kan give en lidt grim smag i munden, det er trods alt mennesker af kød og af blod, der stiller op. Måske skulle nogle af dem have tænkt sig bedre om. Måske skulle nogle af dem have lyttet til gode råd. Men hvem beskyttede dem?  Var der egentlig nogen som skærmede dem? Det er som om, vi er fuldstændig enige om, at de udvalgte må sejle deres egen sø, hvad de så også gør! Vores Bibel er en af de bøger som tematiserer rigtig godt, at det at være udvalgt er at være meget sårbar. Alle kan skyde på en. Alle kan vende en som en skrå i munden, og chancen for at man slipper levende fra det, er ganske lille.

Peters kirke i Rom. Disciplen Peter, der som fisker var analfabet og fattig, kom til at få sin egen kirke i Rom. Om han fortjente den er uvist, det er også ligegyldigt, nu står kirken der og bær hans navn. Peters kirke. For nogle år siden kom jeg til at deltage i en messe søndag morgen i Peters kirke, der er så stor at Rundetårn kan stå som en lille ting under baldakinen over højalteret. Det er på alle måder en gevaldig kirke.  Under messen var det som om Herren selv blev båret ind. Først lød nogle vældige toner. Måske løber min fantasi af med mig i erindringen. Fra Det gamle Testamente ved jeg, at der blev blæst i horn ved tronbestigelser, når Gud selv i skikkelse af kongen drog ind i templet og satte sig på sin trone. Sådan lød der toner og så kom ellers processionen! Først kom en lang række af messedrenge i forskellige størrelse og hvide skjorter. Så kom en række af andre præster i sorte kjoler og derefter kardinaler med deres små røde hatte og så en særlig udvalgt. Omkring det hele var der røgelse. Det var som om de bar Herren selv ind i denne her procession. Så var det jeg tænkte: Var han der ikke i forvejen? Og var han der ikke i mit eget hjerte? Og er han ikke en fri fugl, som flyver lige herhen, hvor han vil og ikke hvor nogen tror, de kan bære ham hen?  Er han ikke meget mere i bønnen, i tankerne, i det vi gør for hinanden? Er han ikke mest af alt i troen?

Hjertets bekendelse. Når vi døber tegner vi kors. To små fine kors.  Det ene kors tegnes for ansigt, det andet tegnes for bryst. Bag ansigtet gemmer forstanden sig, bag brystet gemmer hjertet sig. Man siger om hjertet, at det er uudgrundeligt. Hvad der gemmer sig i hjertets dyb er skjult, det er hemmeligt, og tro har meget fået den hemmelige side. Det er privat og vi tror hver især på vores måde, hvad sådan set også er meningen. Tilbage i tiden blev man slået ihjel for sin tro, blev kastet for løver og blev brændt, blev korsfæstet med hovedet nedad, og hvad man ellers kunne finde på af modbydeligheder. Tro var ikke en privat sag. I dag skal man være heldig, hvis nogen spørger til den og vil vide. Det er stort set det spørgsmål ingen stiller. Hvis der endelig tales om tro, er det nogle andres tro, som man gerne vil give plads til, eller ikke vil give plads til. Hvornår har nogen sidst drøftet egen tro med en bordherre, fortalt om den?  Det er klippegrund, noget af det dybeste i et menneske, det vi grunder vores liv på, forklaringen på at vi er dem vi er, derfor vil jeg efterlyse bekendelsen. Ikke den apostolske og hvad vi ellers har af historiske og mere formelle bekendelser, men hjertets helt almindelige tale. Det kunne være vi var mere end en.

Amen.

 

Prædiken / Lukasevangeliet 15,11-32

v/ Birgitte Haahr


Kært barn har mange navne. Gud har mange navne. Vi kender ham som Herren. Som Hærskareres Herre. Som Skaberen. Hvis man går på jagt efter navne er der rigtig mange af dem. Hvis man går på jagt efter billeder bliver der endnu flere. Han kan være borgen, som vi kender det fra salmen Vor Gud han er så fast en borg. Han kan være hyrden, som vi kender det fra en af de meget elskede Davids salmer Herren er min hyrde.  Der er uendelig mange navne og vinkler. Den mest brugte vinkel er endt med at være den, at han er far, den gode far, den barmhjertige far, uden at man skal hænge sig alt for meget i det her med kønnet.  Han kan også beskrives som en gammel kone, der har mistet en mønt og leder efter den. Det billede leder mine egne tanker hen på en rejse til Litauen for flere år siden. I Litauen, et af de tidligere østlande, er der ikke pensioner, som vi andre er vant til det. De har slet ikke den økonomi. Man kan, eller kunne for bare et par år siden, se gamle koner gå rundt i byens gader med gammeldags riskoste, som de selv har bundet, bundet stramt, ligesom de små trekantede tørklæder de har om hovedet. Med kostene fejer de, og fejer så ganske grundigt. Det giver en eller anden form for fortjeneste, denne her fejning. Det er på den måde de opretholder livet. Vores Bibel er så underfundig, at den også finder på at beskrive Gud som sådan en gammel kone, der med en kost mener, at selv det alder mindste er dyrebart, og derfor ihærdigt fejer og fejer. Der er ikke noget her, der er firkantet.  Det er alt andet end firkantet, når Gud også kan være som en gammel kone med en kost, ligesom han kan være som en far, en barmhjertig far og en god far. Han er ikke som en hvilken som helst af slagsen far, men en af de gode. I billederne er der noget med alder, der går igen. Nok lever vi i ungdommens tidsalder, og har al vores dyrkelse af ungdom, men kommer det til Gud, er der stadig noget med alder, der er godt. Han er gammel, gammel som Metusalem. Han har været fra tidernes morgen.

Hvad hedder lignelsen egentlig? Gennem de mange år jeg har været præst i Flintholm kirke, har vi haft en kirkegænger, det er første år hun ikke er her, som, når lignelsen om den fortabte søn var prædiketekst, altid efterfølgende sagde, at det skulle lignelsen ikke hedde. For hende hed lignelsen altid og kun Lignelsen om den barmhjertige far. Mine egne associationer er altid gået i en anden retning, at den burde hedde Lignelsen om de fortabte sønner, for der er noget fortabt i dem begge, også i den ældste og lidt selvretfærdige af de to. Vores søde ældre kirkegænger  fastholdt sit, år efter år, eller rettere hvert andet år, med stor vægt. Den burde hedde Lignelsen om dem barmhjertige far, for det er det den handler om, den far som altid tager imod, som aldrig afviser.

2 lignelser og fadervor. Til Frederiksberg kommer der jævnligt nye borgere. Nogle af de nye borgere kommer fra den store verden. De kan komme fra USA, de kan komme fra Somalia. De kan komme fra Ukraine, Thailand eller Japan. Som en del af det modtagelsesprogram Frederiksberg kommune har til dem, er et kirkebesøg. Sådan har det i hvert fald været de sidste mange år. I den forbindelse er de kommet til Flintholm kirke, og jeg haft til opgave ganske kort at fortælle om danskernes tro, om vores folkekirke og hvordan vi er kristne på de her breddegrader. Nogle af de nytilkomne har haft en kristen baggrund, hvad amerikanere typisk har, det samme kan Ukrainere have. Andre har slet ikke kendt til kristendommen eller har bare hørt et rygte. Jeg har stået med hele vores tradition, alle vores ord, og jeg har valgt at sige, at kristendom i høj grad handler om nogle fortællinger, nogle historier vi har taget til os, særlig to historier som vi sætter særlig pris på og tager med os, og gør meget ud af at lære vores børn. Det er historier fra Bibelen. Den ene handler om, hvordan vi tror Gud er, at han er som den gode far, og den anden historie handler om, hvordan vi skal behandle hinanden, det er historien om den barmhjertige samaritan. Jeg har fortalt, at det i høj grad er ud fra de historier, vi bygger vores kirker og grunder vores tro, og så lægger vi Fadervor til, den bøn som også står i vores Bibel. Måske har jeg ikke ret i det, måske ville andre gribe det anderledes an. De nytilkomne synes tydeligvis, det er temmelig eksotisk.

Teodiceproblemet. I teologien taler man teodiceproblemet, også kaldet ondskabens problem. Når nu Gud er så god, hvorfor er der så så meget ondt? Hvorfor skal den og den lide? Hvorfor er der krig? Jeg tænker: Hvorfor spørger vi aldrig helt modsat?  Når nu vi mennesker er så tæt på vores egne behov, når nu enhver er sig selv nærmest, hvordan kan det så være at der alligevel er så meget godhed?  Det er lidt underligt. Hvor kommer det fra? Det er som om godheden alligevel ikke kan udryddes, som om den har noget ukueligt og uovervindeligt i sig. Den popper op. Det er også en del af det fantastiske ved lignelsen om den fortabte søn. Der er en ukuelighed, godhedens ukuelighed! Faderen kunne blive træt eller mør. Det kan alle fædre, og alle mødre. Og så smider han alligevel både sandaler og værdighed, og kommer sin næste og sit barn og sin skabning i møde.  Hvorfor egentlig? Fordi Gud vil at det skal være sådan!  Afvisninger er der nok af, barmhjertighed kan vi aldrig få for meget af, siger Herren, Hærskarers Herre.

Amen.

 

 

Prædiken / Matthæusevangeliet 28,16-20

v/ Birgitte Haahr


Udsendelse af soldater. Vi sender soldater ud og taler om udsendelse og hjemsendelse. Jeg har ikke soldater i min nærmeste familie, men jeg ved, at en del af de udsendte ikke kommer hele hjem, nogle af dem får ikke en gang livet med sig. Det har sin pris at være udsendt og have noget at kæmpe for og værne om og beskytte!  Man kan være heldig at vinde, man kan være uheldig at tabe, det midt imellem er der nok mest af. Ved siden af de mange og store krige i verdens brændpunkter, er der  små krige på lille scene, i vores helt almindelige liv. Her kan vi også være soldater og er måske soldater i flere krige, end vi lige er opmærksomme på. Og de kan alle tabes eller vindes, og alt midt imellem.

Det almindelige præstedømme. Når vi er til barnedåb, spørges der om barnet er hjemmedøbt. Nogle spørger lidt anderledes: Er barnet allerede døbt? Gudfar eller gudmor svarer nej, underforstået, det er derfor vi kommer, for at få barnet døbt! Spørgsmålet har sin grund i det, der fra gammel tid kaldes det almindelige præstedømme, som betyder, at enhver der selv er døbt, kan give dåben videre. Det sker sjældent, men det sker, at en jordmoder, eller en sygeplejerske, der selv er døbt, giver dåben videre.  Og jordmoderen døber, ikke fordi hun er jordmoder, men fordi hun selv er døbt. Vi siger ofte, at vi alle er syndere for Herren, men vi er altså også alle præster for Herren.

Det beskidte dusin. Jesus sendte 12 disciple ud i verden. Det var et lidt underligt hold og ret hurtigt var de kun 11. Af en eller anden grund er jeg i denne her forbindelse kommet til at tænke på filmen Det beskidte dusin med blandt andet Lee Marvin og Donald Sutherland fra 1967. Det er en krigsfilm. Når man i forbindelse med bibelske tekster får associationer, kan de være ret gode at forfølge. Denne association ledte mine tanker direkte hen til de helt almindelige skrøbelige mennesker, Jesus udsendte. De havde hver deres lig i lasten, men gjorde deres bedste. De svigtede, de glemte, en enkelt var forholdsvis selvhævdende, jeg tænker på Peter. Det var helt almindelige mennesker, som hverken var værre eller bedre end folk flest, hverken mere eller mindre naive, mere eller mindre kærlige. Da Jesus satte så skrøbeligt et hold, gjorde han virkelig en forskel. Jeg ved ganske lidt om, hvordan man sætter hold i de store direktioner ude i verden,  men jeg ved nok til at sige at det gøres anderledes. Man tjekker folk først, man tager referencer, holder måske et par møder, undersøger grundigt. Jesus satte en helt anden standard, som kom til at definere et menneskesyn, vi siden har kaldt kristent. Nok var der Far, Søn og Helligånd, men det som gav det tydeligste aftryk i verden, det var menneskesynet: Kom, som du er!

Treenigheden. Der er noget meget spændende ved treenighed. Jeg nævner først den satiriske treenighed, som lever i bedste velgående. For nogle år siden var det Krarup familien, det gik ud over, da man talte om faderen, Søren Krarups far, og sønnen, Søren Krarup selv, og den velkendte fætter ,som var Jesper Langballe, den nu afdøde politiker og præst. Det her 3-tal appellerer. I retorikken er det et kendt greb, at det altid er godt at bygge op med et 3 tal, med 3 gentagelser eller 3 variationer. Man kan gå præsident Obamas taler igennem. Han er et naturtalent, hvad det her angår.  Måske var det derfor han kom, og så og sejrede. Den teologiske treenighed er spændende på en anden måde. Far, Søn og Helligånd. Jeg bruger med konfirmander ofte en del tid på det. De fanger det som regel, når jeg forklarer, at noget der danner en trekant aldrig kan blive firkantet, og det er godt i sig selv. På den måde er treenighed er et værn mod en firkantet opfattelse af kristendom. Der er en dynamik i treenigheden, som man kan bruge et liv på at udgrunde.

Hvad gør vi? Vi skal være lys, lys i verden, lys for hinanden. Men hvor i alverden bliver hvilen af, når vi skal være brænde og være lys? Jesus bredte armene ud og sagde: Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.  Men hvordan i alverden finder vi hvilen, når der er så meget at bringe bud om og kæmpe for. Svaret må være det svar, der findes i udsendelsen af de 12 / det beskidte dusin. De skulle  se sig selv som udsendte og så i øvrigt gøre deres bedste. Det samme skal vi.

Amen.

 

 

 

Find fem fejl

v/ Birgitte Haahr

Hvis man leder efter 5 fejl, er det kun et spørgsmål om tid, før man finder dem.

I første omgang tænker jeg på de opgaver, der findes i mange ugeblade under titlen Find 5 fejl.  To ens tegninger viser sig alligevel ikke at være helt ens, for 5 detaljer mangler og er med vilje udeladt på den ene tegning – og skal findes.  Jeg tænker I kender opgaven, som med lidt stædighed og lidt hjælp nemt kan løses.

Legen fra ugebladet kan godt flytte sig væk fra ugebladet og blive mere generel. Find 5 fejl! Så bliver det en kritisk tilgang til mangt og meget. Det kan være andres opførsel, det kan være andres påklædning, det kan være et middagsselskab. Find 5 fejl! Leder man efter dem, kan det også være man finder dem. Det har sin egen logik. Med et kritisk øje og god tid, skal noget nok blive fundet.

Den legendariske Leonard Cohen siger i en sang, at der er en sprække i al ting, eller med hans ordvalg: There is a crack in everything.  Og så fortsætter han med de fantastiske ord: Det er sådan lyset kommer ind. That’s how the light gets in.

Der er sprækker og der er skår i al ting og det er forholdsvis nemt at finde dem, hvis man kikker. Men man kunne også bare lade være!

Nu kommer vi til folkekirken. Af en eller anden grund er der formuleret en opgave om at finde fejl, og jeg tror slet ikke vi her kan nøjes med 5. Det er det ene og det andet og det tredje og meget mere, der er helt forkert.  Men hvor kommer den kritiske vinkel fra? De seneste sociologiske undersøgelser viser, at folkekirken måske aldrig har haft det bedre. Opbakningen er meget stor. Tilliden er meget stor.  Og kirkerne bliver brugt. Til sammenligning skal vi helt til Polen for at finde en tilsvarende tillid til kirken, som den vi har til folkekirken.

Hvordan kan det gå så galt, at vi sidder og fedter med fejl og leder efter dem?

Der er en sprække i alt og det er sådan lyset kommer ind.

 

Inferno

v/ Birgitte Haahr

Dante skrev i 1300-tallet sin guddommelige komedie. Det er en berømt bog, som mange kender titlen på, men som kun de færreste har læst.  Man kunne tro, det var en meget sjov bog, siden den nu hedder noget med komedie, men det er det ikke på nogen måde, tværtimod.  Den guddommelige Komedie handler om den lange vej til Paradis.  Dante forestillede sig, som andre i sin tid, at man skulle gennem Helvede og Skærsild, før man kom til Paradis.

Nu er Dantes berømte bog blevet støvet af og gjort aktuel på en spændende måde. Det er Dan Brown, ham med Da Vinci mysteriet, der har støvet af og gør brug af den i sin nyeste bog om Harvard professoren Robert Langdon. Den bog kan læses som en krimi og hedder meget dækkende Inferno.

Af hensyn til de som måtte have lyst til at læse Inferno, vil jeg ikke sige noget om plottet, men jeg vil gøre opmærksom en enkelt detalje, der vedrører Dante og som beskrives af Dan Brown. Dante havde det synspunkt, at Helvede måtte være delt op med forskellige rum eller i forskellige niveauer, sådan som vi også kender det fra udtryk som helvedes forgård.  Hvad angår de her forskellige rum eller forskellige niveauer kom Dante til at danne skole og mange af hans forestillinger er senere gentaget i et hav af malerier og illustrationer.  Det i sig selv er måske mere uhyggeligt end egentlig spændende.  Men spændende er til gengæld, hvem Dante tiltænkte pladsen i det aller dybeste. Det kunne vi måske hver især også have en mening om, hvad der ville være et passende sted til hvem. Dantes svar er ganske overraskende.

Ifølge Dante og hans forestillinger fra 1300-tallet var det dybeste mørke i Helvede reserveret til dem, som er ligeglade. Man kan sige dem, som hverken er varme eller kolde, nærmest lunkne og derfor ikke tager ansvar.  Det kunne have været dem med de store lidenskaber og de store passioner, men det at være i affekt var trods alt en undskyldning.  Det er selvfølgelig bare en gammel bog og en gammel tids forestillinger, men tankevækkende er det alligevel. Og tak til Dan Brown for at støve Dante af.