Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Flintholm Kirke
Porten til Frederiksberg

Juniorkor

FLINTHOLM KIRKES JUNIORKOR

Juniorkoret er et gratis tilbud til alle piger og drenge, der går i 3. - 5. klasse

I juniorkoret synger vi både rytmiske og klassiske sange, salmer og kanons. Vi lærer at synge flerstemmigt og bruger også tid på at arbejde med noder og rytmer, så man bliver dygtig til at lære musikken. Vi arbejder desuden fast med stemmetræning, så stemmerne udvikler sig sundt.

Juniorkoret medvirker ved nogle af kirkens børnegudstjenester og højmesser, men vi kommer også ud af huset og optræder. Vi har sunget i Tivoli, til juletræstænding på Frederiksberg Rådhus og på Den Blå Planet. Vi tager også på korstævner. At synge i kor er en god måde at møde andre børn og få kammerater på tværs af skolerne.

Det skal først og fremmest være sjovt at gå til kor, men vi arbejder også seriøst og progressivt med sangene og stemmerne.

Vi følger Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for afstand og hygiejne og I må selvfølgelig ikke møde op, hvis I er syge, eller har symptomer på Covid 19.

Lige nu kan vi desværre ikke ikke tilbyde, at forældre kan sidde med ved korprøverne.

Korleder er konservatorieuddannede Louise Rostved.

Hvornår øver Juniorkoret?

Korprøverne ligger om mandagen kl. 15.20-16.20.

Mandag d. 24. august, tager vi imod nye korbørn efter sommerferien

Hvem kan være med i Juniorkoret?

Alle børn er velkomne!

Man behøver ikke bo i Flintholm Sogn for at være med.

Tilmelding til Juniorkoret?

Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig koret inden man starter til kor. Bare mød op en mandag og se, om det er noget for jer. Skriv på forhånd til underviser Louise Rostved lrostved@gmail.com, så hun kan tage godt imod jer.